Ny dansk motorcykel
præsenteret i Horsens
Den første danske motorcykel siden Nimbus
21.09.2009
Horsens borgmester Jan Trøjborg trak mandag på kunstmuseet i Horsens de dækkende duge væk og afslørede de første eksemplarer af den første danskproducerede typegodkendte motorcykel siden Nimbus.
Dermed var adskillige års udviklingsarbejde med at skabe en custombygget, moderne motorcykel, der ikke blot var motorcykelbygger Uffe Lauge Jensens drøm om, hvordan en motorcykel skulle se ud, men som også opfyldte alle internationale myndigheders krav til, hvordan sådan en cykel skulle være.
Det var altså ikke blot en opgave, der drejede sig om at bygge en ultimativ motorcykel, men måske i langt højere grad en opgave om at kunne sætte sig ind i de internationale lovkrav til en sådan cykel og opfylde dem.
Problemet blev ikke lettere af at det foregik i et land, hvor ordet motorcykelfabrikant ikke findes i lovgivningen, og hvor skatteregler og lignende kun opererer med begreber som importører og forhandlere.
Selv om de danske myndigheder startede med at sige, at det var en umulighed, er det med masser af stædighed og dygtighed alligevel lykkedes Uffe Lauge Jensen at få international godkendt status som motorcykelfabrikant og på trods af udtalt skepsis fra alle eksperter og myndigheder er det som den første europæer i mange år også lykkedes at få typegodkendt en helt ny motorcykel.
Og det oven i købet efter de nye skrappe Euro 3 normer, som selv store velrenommerede virksomheder i øjeblikket tumler med at opfylde.
Godkendelserne er opnået hos en af de offentlige myndighed i Europa, der har størst erfaring på det felt, nemlig det tyske Bundesamt, og prøverne og kontrollen er sket gennem det tyske afprøvningsinstitut Tüv. Når de er opnået der, er de mere eller mindre automatisk også godkendt i USA og resten af verden.
Motorsystemet, udviklet af Uffe Lauge Jensen i samarbejde med de enkelte delleverandører, er så vidt vides i øjeblikket det eneste indbygningssystem, der samlet har opnået denne Euro 3 godkendelse.
De håndbyggede motorcykler er foreløbigt blevet til på et mindre værksted i Gedved ved Horsens.
Se billeder fra lanceringen...
|